199. udgave af All That... Jazz Med Mere
Loading publication...
Ea) 7. SN V he \ qd 5 2 acs. TN -( / NR. AN SNE yo NS E- Lo 0) ps ie] i) yoddeq Eo 1] " 3 \ TN ol DS i Jr 3 1 Ae wr AR 4 iia ge TR J py. & . Ve 8. FE) Ley Bo 4 i” . at 5% A NR £3 4 0 3 N N. PU de / Cah aS NR / Mee TL Ne i rE 4 a $8 0 / / AY ky 9, BC A- y » al OB / aN 92 GU PEARY Pee ! 4 / i } TARY AL 2N 8 EN LS / 0: | Pa Ta IR ) 50% 5! / 0 Cem gt ioe A 4 Zk 4 = | 2 J) ht SA » [ane 4 A NEN 302 9 // A 0 Ff NAL [0 7 , \é ah p 'P 8 -\) 7) / y#& a wl ’ A! Ao LVS) a sk o' 2g APP Q\ id / . 25972 24 YN 4 a "4 & TN / / 0-207 \ EMMYLOU HARRIS — Duettens dronningsagde farvel BEACH BOYS - BILL EVANS - DMA BLUES - EMMYLOU HARRIS - cEoInh NORBY'™= LAURA NYRO ~ NIELS, KRUSE OLDIN - VIKTORIA SONDERGAARD - UFFE STEEN TRIO & VESTBO TRIO - YSTAD SWEDEN JAZZ FESTIVAL .. MED MERE
ing | e & = a i == 2 : 5 o i I s — = Kosmos Trio 2 fe S Fw Ss Organisme + : : co HOI : : 3 Aud Ugyesi- - J i R Is i A "™ E “¥ Ys FTE 0} of * . . ’ 5 wi if fos — ANTS 3 " I / k i AR a £ { ib i A t 8 fee ‘ Ei & “A Eg ws of 1 3 Be. & ral item ee t) } AL * he i Hy ii ANTONIO DAYYANI: ORGANISME EMMA PILGAARD: A WOMAN'S VOICE KOSMOS TRIO: AND THE SUN Antonio Dayyani {Trommes & vokal), Harald Hagelskiase Emma Pilgoard (Vota), Rahel Toi (anol, Hida Fred Holger Thorsen (Piana), Martin Brunbierg (Kontiabas). Jon Asker (Trompe & flugelhor) Nordhvit (Contrabos). Patrycia Wybranczyk (Trommer) (Korirabat) og Jesper Larup (Trommer] Cahla Heyman Kill Guitar), Magnus Hunk Tasker Viktoria Sendergoard (Vibrio) 0g da 8nnch (Tompet) Pada sted guitar. Andrea Moogoard (Pind). Malina Midera (Piano), Kristoffer Jessen (Voi, Sami Dayyani Cello) og Toe Lavtrup (Vici) . 5 pn Ee Ca 5 = 3 = I 3 Emil de Waal Old News d Ta | GROUP = 2 & , pi $ 3 a i 4 z ; —y | [] | Tr. 8 "0 = TEL GUSTAF LJUNGGREN 5 | ~4 SKILL SVERRISSON 3 a - ~ = BN J - ele | PRESET | id 5 { CRS IS Bee x 1 fa HCL RRS BOE 7 EMIL DE WAAL OLD NEWS: NOVELTIES DAVID MILLMANN GROUP: YOU BELONG ‘GUSTAF LIUNGGREN WITH SKULI SVERRISSON: Emil de Wool (Trommer & perkussion), Henriette Groth David Midmann (Gitar, Sitar & vokal), Buster Ist (Guitar & ALONG THE LOW ROAD (Korine!) Gustaf Lungren (Harinel, beatzch, koniroba: vol), Els HP (Bas & vac], Svend Feldbaek Winther Gustaf Linigaren (Baron ukslele, quits saunfon & guitar), Jacob Andersko (Piano & Spinef) 0g Randi Pana, synthesize, orgel, odes & vokal) og Theis ie ors oe hasta oy a S108 Byaridace Lubes (Gutar & vokal) Nebo (Frommer 03 synthesizer] patty i 8 % Es 2 ESPN [4] BT NG : LEB Ve 2 b\ NE rm, pres 8 © weweomr g i H rer . a Ys : 4 Ny & \ L pe B55 tL VERON AD gE = i 1 | FS 1 < | THE F 51d ; oo Ir \ 7 a Bo fe Pics CN y NN - - 2 ky RV = a p— SG aaB 4 " LEN ‘ de LIS WESSBERG FEATURING VERONIKA RUD: IN THE. JON HENRIKSSON: SHAPESHIFTER. PEOPLE IN ORBIT: VIEWPOINT WAKE OF BLUE Jon Henviksson (Kantrobas & vokal, Kar-Marfn Almavist Adorn Sass Trompe, Evin Ekman (Saxofon & EF) Us Weszberg (Trombane), Veronika fud Voka), Steen (Saoton), Ramus Savensen (Parc, Joa: Bockman Niklas Bargatom (Fano & keys). Evin Emerszon Rosmussen (Pano & keys), Lennart Ginan (Kontrabos), (Tromeer), Pete ven Bolo: {Guar ag Rasmus Holm (Koniraibas) & Frank Waliom Rei (Tamme Jeppe Grom (Tamme). Andrea Gyartas Brahe (Vici). (irombane] Karen Johanne Pedersen (Vil. Nasa Heimer (Bratch) og tive Johansson (Calls APRILRECORDS.COM
REDAKTION Mads Kornum (ansvarshavende redaktør) madskornum@allthat.dk ALL THAT, Gothersgade 107, DK-1123 K. Tel +45 3333 8740 WEBSIDE allthat.dk KORREKTUR Anton Theodor Kornum DESIGN & ART WORK yellow1.dk ANNONCER Trinelise Væring / trinelise@allthat.dk SKRIBENTER & ANMELDERE I DETTE BL AD Rebecca Allouche, Ole Bisbjerg, Jakob Bækgaard, Niels Christensen, Kjeld Frandsen, Jens Jørn Gjedsted, Martin Blom Hansen, Erik Jensen, Mads Kornum, Niels Bering Larsen, Joakim Lykke, Cim Meyer, Jørgen Nielsen, Brian Petro, Rikke Egholm Ravn, Thorbjørn Sjøgren, Claus Vittus, Trinelise Væring Signeret materiale i ALL THAT repræsenterer ikke nødvendigvis redaktionens holdning men står udelukkende for forfatterens. FOTOGRAFER & ILLUSTRATORER Rebecca Allouche, Maria Fremming, Jeppe Gondolf, Anders Johansson, Cim Meyer, Frank Nielsen, Christian Holse Salicath, Romain Thuret. FORSIDE EMMYLOU HARRIS - fotograferet af Anders Johansson TRYK Stibo Complete / Scanprint ISDN 09068201 ALL THAT…JAZZ MED MERE STØTTES AF : Kunststyrelsen MPO Koda Kultur OPTAKT Har vi stadig et fysisk behov CÆCILIE NORBY Gjorde det på sin egen måde JAZZ MED MERE … i Paris KLUMME Hvornår blev talent et spørgsmål om alder? LATE BLOOMERS Det er aldrig for sent EMMYLOU HARRIS Sagde farvel på Tønder Festival FESTIVAL(G) De bedste tør vælge fra YSTAD SWEDEN JAZZ FESTIVAL Fem dages jazzfest VIKTORIA SØNDERGA ARD Går sine egne veje UFFE STEEN & VESTBO TRIO Seks musikere har fundet én fælles puls LAURA NYRO Satte spor der stadig beundres KRONIK Kunsten at give slip på musikken BILL EVANS Nu også på det hvide lærred KLUMME At have ‘The blues’, og noget at have den i DE UDØDELIGE Beach Boys BLINDEBUK Med Niels Kruse Oldin ANMELDELSER Kvartalets udvalgte album og bøger 4 8 14 20 22 26 32 38 46 50 56 60 64 68 72 76 82 ALL THAT…JAZZ MED MERE - NR. 199 – SEPTEMBER 2026 35. Årgang (tidligere Jazz Special 1991-2023) INDHOLD Artikler All That nr. 200 har planlagt release ultimo november 2026
OPTAKT AF MADS KORNUM Har vi stadig et fysisk behov? Jeg har tænkt en del over det spørgsmål på det seneste. Ikke fordi jeg er blevet i tvivl om, hvorvidt jeg selv kan lide et fysisk magasin. Det kan jeg. Jeg kan lide følelsen af papir mellem hænderne. Jeg kan lide at bladre. Jeg kan lide at falde over en artikel, jeg ikke havde ledt efter. Jeg kan lide at se et foto folde sig ud i sit rette element og format. Jeg kan lide at lægge et magasin fra mig på bordet og vide, at historien stadig ligger der, når jeg vender tilbage. Men det er jo ikke et argument. Ikke i 2026. For nostalgi er en dårlig forretningsmodel. Kærlighed til papir betaler ikke trykkeri regningen. Måske skal vi stille spørgsmålet lidt mere brutalt: Har vi stadig et fysisk behov? For hvis et fysisk musikmagasin blot er en dyrere og mindre bæredygtig måde at læse det samme, som man kan finde på sin telefon, er svaret nej. Så enkelt er det. All That har i dag mere end 3.200 artikler online. Vi kan være aktuelle, når musikken sker. Vi kan skri ve om en ny udgivelse, en koncert eller en kunstner, mens nyheden stadig er varm. Vi kan linke, dele, opdatere og nå langt flere mennesker, end et trykt magasin nogensinde kommer i nærheden af. Det digitale er fantastisk til det. Men det kan også noget andet. Det kan få os til at skynde os. Videre. Næste historie. Næste sang. Næste billede. Næste anbefaling. Måske er det netop derfor, der stadig kan være brug for noget fysisk. Ikke som modstand mod det digitale, men som et supplement til det. For der er forskel på, hvad der bliver præsenteret. HAR VI STADIG ET FYSISK BEHOV? Det digitale er mest af alt komprimerede oplys ninger, hvor de dybere lag og de mere tilbundsgå ende informationer ofte er skåret væk. Kort og godt er mantraet. Men det er ikke altid godt. Slet ikke, hvis du ønsker et oplyst grundlag. Hvis du ønsker at tænke selv. Hvis du ønsker at blive udfordret, overrasket eller måske ligefrem klogere. Hvis du ønsker at læse noget, som en skribent, en fotograf og en redaktør har gjort sig umage med at sætte sammen for at give en oplevelse med sam menhængskraft. Ikke bare noget til nuet, men noget, der kan holde til at blive læst igen. Noget, der er værd at gemme. Noget bevaringsværdigt. For vi må ikke forveksle adgang til mere infor mation med at blive bedre informeret. Det digitale giver os adgang til mere end nogen sinde før. Men mere er ikke nødvendigvis mere værd. Det er måske den vigtigste forskel. Musikscenen har i hvert fald ikke noget problem med mængden. Der bliver udgivet mere musik end nogensinde. Der er flere koncerter, flere festivaler, flere kunstne re og flere genrer, der blander sig med hinanden. Problemet er næsten det modsatte. Vi drukner i muligheder. Samtidig bliver der færre steder, hvor nogen tager ansvar for at sortere, vælge ud, perspektive re og fortælle de historier, der ikke nødvendigvis ligger øverst i algoritmen. Det er dér, jeg mener, at All That har en opgave. Det er også dér, det fysiske magasin skal finde sin berettigelse. Vi skal ikke trykke nyheder på papir. Vi skal trykke det, der fortjener mere tid. De lange interviews. De dybere anmeldelser. De store fortællinger. De fotografier, der siger mere end ord. Perspektiverne.
Optakt ILLUSTRATION: YELLOW1
Historierne om mennesker og musik, som ikke nødvendigvis er væk igen i morgen. Kort sagt: det, der bliver bedre af at få plads. All That blev født med jazz som udgangspunkt, men aldrig som begrænsning. For jazz lever ikke alene i jazz. Den findes i roots, blues, folk, country, soul, alternativ pop og alle mulige musikalske krydsbe frugtninger. Den findes på de store scener og på de små spillesteder. Hos den unge kunstner, der lige er begyndt, og hos den ældre musiker, der har brugt et helt liv på at finde sit eget udtryk. Det er den mangfoldighed, vi gerne vil være med til at synliggøre. Ikke fordi vi skal have ret. Ikke fordi vi vil være smagsdommere. Men fordi vi tror på, at musiklivet bliver fattigere, hvis vi kun hører om det, alle andre allerede taler om. Det er også derfor, jeg ikke ser kampen for det fysiske magasin som en kamp mod fremtiden. Tværtimod. Jeg tror, vi skal bruge alle de muligheder, vi har. Hjemmeside. Magasin. Nyhedsbrev. Podcast. Playlister. Koncerter. Samtaler. Alt det, der kan bringe mennesker tættere på musikken. Men hvert format skal kunne noget. Ellers er det bare mere støj. Nu kommer den del, hvor virkeligheden blander sig. Det er dyrt at lave et fysisk magasin. Meget dyrere end at lægge en artikel på en hjemmeside. Vi har derfor netop gjort noget, vi ikke tidlige re har gjort: Vi har bedt vores læsere om at være med til at finansiere vejen videre gennem en aktuel Crowdfunding kampagne. Ikke fordi vi mener, at nogen skylder os et magasin. Men fordi vi gerne vil finde ud af, om vi er flere, der mener, at det er værd at have. Det er en vigtig forskel. For All That er ikke mit personlige projekt. Jeg har ganske vist lagt mange timer, penge, kræfter og følelser i det. Det har mange andre også. Men det giver kun mening, hvis det rækker ud over os, der laver det. Et musikmedie skal ikke eksistere, fordi redak tøren synes, det er en god idé. Det skal eksistere, fordi nogen har brug for det. Derfor er spørgsmålet heller ikke kun, om jeg mener, vi har brug for et fysisk musikmagasin. Det interessante er, om vi gør. Sammen. For det er måske den vigtigste erkendelse, vi står med lige nu: Et medie er ikke kun dem, der skriver det. Det er også dem, der læser det. Dem, der diskuterer det. Dem, der sender det videre. Dem, der bruger det til at opdage musik, de ellers aldrig havde fundet. Og dem, der siger: “Det her skal vi ikke miste.” Jeg ved ikke, hvordan fremtidens musikmedie ser ud. Det gør ingen vel egentlig. Men jeg ved, hvordan jeg gerne vil have, at det føles. Nysgerrigt. Vedkommende. Rummeligt. Kvalificeret. Med tid til mere end det næste klik. Så nej. Jeg vil ikke romantisere papiret. Jeg vil heller ikke lade som om, at et fysisk ma gasin kan overleve alene på gode intentioner. Men jeg vil gerne insistere på, at vi undersøger, om det kan noget, som vi stadig har brug for. For måske handler spørgsmålet i virkeligheden ikke om papir eller skærm. Måske handler det om, hvad vi vil give vores opmærksomhed. Hvad der i virkeligheden gør en forskel for os, når vi en dag skal gøre regnskabet op. Lytte til vores eget livs soundtrack for en sidste gang. Hvis vi sammen mener, at musik fortjener mere end et hurtigt ‘swipe’, skal vi også være villige til at gøre noget ved det. Det er dér, All That står lige nu. Ikke med et nostalgisk blik tilbage. Men med blikket rettet fremad. Med et åbent spørgsmål: Har vi stadig et fysisk behov? Det synes jeg, vi skal finde svaret på sammen. Forhåbentlig betaler det sig i sidste ende. Så vi ikke behøver lave vores næste maga sin – jubilæumsnummer – nummer 200 – med undertitlen … ‛The End’
All That... har brug for din hjælp Scan QR-koden... ...og støt den skrevne musikjournalistik. Eller besøg www.allthat.dk/stoet
AF REBECCA ALLOUCHE For 30 år siden fik Cæcilie Norby som den første skandinav en pladekontrakt med Blue Note Records. Det jubilæum markerer hun med den nyudgivne opsamlingsplade My Blue Note Days, hun lige nu er på Danmarksturné med. All That har mødt sangerinden til en samtale om ikke at fastlåse sig i en genre, den første inspiration på børneværelset, dengang hun fik et stort kompli ment fra David Bowie, og om hvordan hendes år på det legendariske jazz-label har formet hende som musiker og som menneske. Cæcilie Norby har aldrig været bleg for at gå nye veje. For tre årtier siden førte det hende i armene på Blue Note Records og ud på den internationa le jazzscene. Den danske diva, der allerede var et ‘household’ popnavn herhjemme, blev de følgen de år akkompagneret af jazzgiganter, solgte over 200.000 plader og cementerede sig som en af sin generations store stemmer. På sit nye opsamlingsalbum My Blue Note Days (Selected Recordings 1995-2002) kaster sanger CÆCILIE NORBY GJORDE DET PÅ SIN EGEN MÅDE inden et kærligt tilbageblik på netop disse define rende år i sin karriere. Og i øjeblikket og frem til december 2026 tur nerer hun Danmark rundt med musikken fra da hun som 31-årig blev signet på det ikoniske amerikan ske pladeselskab. “Jeg vidste faktisk ikke rigtigt, hvor stort det var dengang. Mit kendskab til Blue Note var meget begrænset, jeg vidste bare, at det var et plade selskab, der udgav kvalitetsjazz,” siger Cæcilie Norby og viser ivrigt den nye vinyl frem. Dobbeltalbummet indeholder 20 udvalgte san ge fra de fire plader, Norby udgav på Blue Note Records i årene 1995-2002. Det er både standar der, egne kompositioner og jazzede versioner af popsange, fortæller Norby: “Det er en blanding af numre, som har holdt ‘the test of time’. Det er både, hvad folk har responde ret på og streamet mest, og hvilke numre der har betydet noget for mig og står klart i erindringen. Og så skal det være fedt at spille live. En sang som ‘Girl Talk’ følte jeg var oplagt, fordi jeg har mine to korpiger med på ‘tour’ – min datter Asta Norby og hendes veninde Laura Lindell, som er helt fantastiske vokalister. Jeg har valgt en sang som ‘Man’s Got Soul’, for at der også skal være nogle numre med gang i den. Det var sværest at All That...
Blindebuk FOTO: CHRISTIAN HOLSE SALICATH
vælge fra den tredje plade, hvor jeg har skrevet alle numrene selv. Det er første gang, de udkom mer på vinyl, og man er lidt begrænset med plads der, for der kan være maks. 22 minutter på en side, og så begynder det at skramle. I 1980’erne og 1990’erne havde vi de her lange outroer, hvor vi bare jammer, og så er numrene blevet kortere og kortere med tiden. Så der er nogle, jeg har fadet ud for at få lidt mere plads.” Blue Note dagene Spoler vi tiden tilbage, var det, mens Cæcilie Norby havde godt gang i sin popkarriere med bandet One Two, at muligheden for at lave sit eget jazzalbum opstod. “Vi ventede lang tid på One Two-pladerne, så indimellem spillede jeg mange jazzkoncerter rundt omkring i Danmark. Niels Lan Doky hørte mig på det, der dengang hed Jazzhouse, og spurgte, om jeg havde lyst til at lave en plade, og hvem jeg kunne tænke mig skrev numre og spillede på den. Jeg nævnte nogle danske navne. Men han ville have det op på en international skala og gjorde det klart, at hvis ikke jeg gad op på den klinge, så gad han ikke lege med mig og fandt bare en anden. Jeg fik fremstammet, at jeg godt kunne tænke mig at arbejde med Randy Brecker, fordi jeg syntes, han spillede trompet helt fantastisk, og at Chick Corea var en af mine store helte.” Hun endte med både at få Randy Brecker med på albummet og nummeret ‘All You Could Ever Want’ fra Chick Coreas skrivebordsskuffe – en sang, som aldrig før var blevet indspillet. Da de var i New York for at mixe hendes debutsoloplade, der helt simpelt kom til at hedde Cæcilie Norby, lykkedes det Niels Lan Doky, der producerede den, at få en aftale med Bruce Lundvall, som var direktør på Blue Note Records og kendt for sin særlige sensibilitet og evne til at spotte nye talenter. “Men jeg glemte alt om aftalen og stod i en genbrugsbutik og kiggede på bukser, da Niels Lan Doky ringede og rasende spurgte, hvor jeg blev af. Heldigvis fik jeg allerede en aftale dagen efter og kom op på kontoret i en skyskraber på Manhattan med udsigt over byen. Lundvall satte pladen på, trykkede på play og sagde: ‘I don’t want to be disturbed for the next hour.’ Så sad jeg der ret op og ned på en stol og ventede på, at han havde hørt pladen igennem fra ende til anden. Bagefter sagde han bare: That’s great, I’m going to sign you right away. And you’re tall, that’s good’. Jeg har aldrig forstået, hvad den sidste bemærkning betød. Jeg var bare glad for at få kontrakten,” siger Cæcilie Norby smilende og fortsætter: “Blue Note var under EMI’s vinger, som var mit gamle pladeselskab med One Two, så jeg kunne arbejde med de samme mennesker hjemme i København. Det var fedt, bortset fra at de ingen ting vidste om jazz. På det tidspunkt arbejdede de med Laid Back, Kim Larsen og alle mulige pop artister. Så jeg måtte belære hele holdet og udsty re dem med jazzmagasiner og plader. En af direk tørerne, Michael Ritto, sagde en dag til mig: ‘Jeg har fundet ud af, at i jazz, der kan man have titlen af nummeret i første linje. Det er jo vildt!’ Han var vant til, at man skulle igennem to A-stykker, et B-stykke, og så kom omkvædet. Hans producer, Nikolaj Foss, var i gang med at lave Disneyland After Dark (D-A-D, red.), samtidig med Blue Note. Han kunne finde på at sige til mig, at noget ikke fungerede, for det var ikke akkorder, man var vant til at høre. Men jeg kendte ham så godt, at jeg kunne bruge ham som en form for ‘public ear’ til at navigere med,” siger hun. I New York mærkede hun til gengæld, hvordan det var at være i jazzens pulsåre. “Da vi indspillede den anden plade, kom der hver dag en ung, lyshåret kvinde og sad bagest i studiet på en sofa. Det var en af Niels Lan Dokys venner fra college – Diana Krall. David Sanborn kom også forbi studiet. Man var virkelig midt i det hele,” siger Cæcilie Norby, der også fik selskab af toneangivende musikere på indspilningerne. “Jeg havde Randy Brecker med på den første pla de. På den anden kunne jeg virkelig godt tænke mig, at også hans bror, Michael Brecker, skulle med, så jeg ringede til hans manager. Han var sød i starten, indtil han hørte, hvad der var af penge, eller nærmere, hvad der ikke var af penge, og så blev han enormt irriteret over, at jeg overhovedet havde ringet,” fortæller hun. De fandt en anden musiker. Men da de var i New York for at lægge sidste hånd på pladen, ringede Randy Brecker en time, før han skulle ned i studiet og indspille sine soloer. “Han spurgte, om han måtte tage sin bror med: ‘Han vil virkelig gerne spille på det her album, All That...
men du må ikke sige det til hans manager,’ sagde han. Så fik vi travlt med at rydde nogle soloer. Og han kom ned og spillede helt fantastisk.” All That: Du kom til at spille med nogle store jazz musikere. Hvordan var det for dig dengang? Cæcilie Norby: Jeg har meget stor respekt for folk og det, de kan, og bliver også starstruck. Men når jeg har stået i en situation og spillet med nogle store stjerner, har jeg holdt øjnene på bolden – altså musikken – og så er vi alle ydmyge tjenere for det endelige resultat. Man er lige i musikken. Det gælder også, hvis du spiller med nogle helt unge, hvor det er første gang, de overhovedet står på scenen, så skal du have lige så meget respekt, som hvis det er en stor kanon. Der er ikke nogen, der kan komme afsted med ikke at gøre sit aller-allerbedste. Dem, jeg har spillet med, som er helt oppe på et ‘high level’, er meget ydmyge over for musikken. Lige så snart der ikke er en ydmyghed længere, så skrider det, og det kan du høre.” ‘Imponer mig’ Selv har hun også altid taget musikken meget seriøst. “Der var sådan en ‘feeling’, da man var yngre, at det helst bare skulle komme til én at være skidetalentfuld uden at gøre noget for det. Sådan har jeg aldrig haft det. Jeg måtte trække talentet frem i mig selv og så finde ud af, hvad det er, der gør mig til mig. Det har krævet noget arbejde,” siger Cæcilie Norby. AT: Er du perfektionist? CN: Der har været en tendens til, at prædikatet “perfektionist” i forbindelse med kunst nærmest er et skældsord, men jeg er perfektionist i den forstand, at hvis jeg hører noget inde i hovedet, så har jeg sådan lyst til, at den drøm, jeg har, bli ver til virkelighed. Kald det insisterende! Hvis jeg kan høre, at der er noget, der er galt på en pla deindspilning, så har jeg heller ikke lyst til bare at sige, at det er der nok ikke nogen, der lægger mærke til. For jeg ved, at jeg skal gå og høre på det. Det gælder også vores ‘tour’, når der er nogle ting, der ikke fungerer – og sådan er det jo, når man går i gang med et helt nyt repertoire – så skal vi finde ud af, hvordan det kan blive bedre. Min erfaring er, at med hvilket som helst projekt, hvis du gør bare syv ting bedre, så løfter det det hele,” siger Cæcilie Norby Og hun er ikke blevet mindre insisterende med alderen. “Jeg befinder mig et sted i mit liv, hvor jeg arbejder med folk, som er sindssygt dygtige på hver deres område. Det går jeg også op i. Jeg har fået det lidt sådan: ‘Imponer mig’. Jeg går ikke på kompromis, hvis jeg kan se, at folk har viljen, energien og evnerne,” siger hun og fortsætter: “Jeg har altid sat vanvittigt høje krav til mig selv og det bliver jeg ved med at gøre, selvom jeg prøver at være lidt blødere over for mig selv med årene. Når man bliver ældre, gælder det meget det fysiske, for når man er sanger, bruger man hele sin krop. Jeg vil gerne blive ved med at synge det, jeg altid har sunget, så længe jeg kan. Cæcilie Norby FOTO: CHRISTIAN HOLSE SALICATH
Så det kræver, at man er i fysisk form for at holde sit instrument ved lige.” AT: Når du ser tilbage på tiden på Blue Note, er der så noget, du ville have gjort anderledes i dag? CN: Da jeg skulle høre numrene for at udvælge dem, er der nogle steder, hvor jeg tænker, jeg godt kunne have sunget bedre. 30 år går jo ikke bare ubemærket hen, jeg har udviklet mig og indviklet mig. Men jeg kan også høre den energi, jeg havde dengang – der var fart over feltet. Det er jo en tid før autotune, og man kunne ikke rette så ‘what you hear is what you get’. Jeg havde netop været i en meget langsommelig, omstændelig pop-proces med One Two-pladerne. Det her var en ultrahurtig proces, så det var virkelig noget andet. AT: Hvordan har din stemme ændret sig med tiden? CN: Jeg har stadig det samme register, men stemmen er blevet mørkere i klangen. En anelse mere ‘laid-back’, mere personlig måske – som alle menneskers stemmer bliver, når de bliver ældre. Men allerede da jeg lavede Blue Note-pladerne, havde jeg sunget ude siden jeg var 18 og følte, at jeg var en bedaget dame. AT: I dag er der mange, der blander jazz med pop og rock. Tror du, du var med til at åbne døren for det? CN: Jeg tror, det var derfor Lundvall signede mig. Han så en eller anden lidt nordisk tone, som også var en blanding af pop og jazz. Senere signede han også Norah Jones og Cassandra Wilson. Det, vi er ude at spille nu, er virkelig i krydsfeltet mellem jazz og pop. Jeg har altid fået at vide, at jeg var nødt til at vælge, fordi jeg forvirrede mit publikum. Jeg er virkelig glad for, at jeg ikke har taget det seriøst, men bare har gjort, hvad jeg har lyst til. Det har sikkert kostet mig noget publikum. Og så givet mig noget andet. Det med at gøre, hvad man har lyst til at holde fast i det, der tænder én, er virkelig vigtigt som kunstner. Ellers er det ikke en særlig fed branche. Det er simpelthen for hårdt.” AT: Du nævner det her med en nordisk lyd – hvad forstår du ved det? CN: Jeg har et nummer på mit første Blue Note-album, som ikke er med i opsamlingen, som hedder A Brand New Life. Randy Brecker skrev mu sikken, og jeg teksten, og det har en meget skan dinavisk lyd og også referencer til det kolde nord i teksten. Det kan være det, som Bruce Lundvall har hørt: et nordisk, åbent og klangfuldt lydbillede, modsat den gængse, mere velkendte Blue Note lyd, der kan være mere tør og trafikeret. Altså, den her jazz noir-stil, som er ‘clean’ og åben og enkel. Ligesom vores skandinaviske design. Den første inspiration At blande genrer har også betydet, at Norby gen nem karrieren har fortolket andres musik på sin helt egen måde. Et af de numre, hun ofte spiller til kon certer – og som også er at finde på det nye album – er hendes minimalistiske version af David Bowies ‘Life on Mars’. Og den bemærkede Bowie også i et interview på ABC News i sin tid. “Han blev spurgt, om han var glad for, når folk lavede covers af hans numre. Han svarede, at det var han normalt ikke, men at der var en dansk sangerinde, der havde udgivet et cover af ‘Life on Mars’ på Blue Note i en version, han ville ønske, han selv havde lavet. Jeg havde ikke selv hørt interviewet, så folk fra Blue Note ringede og fortalte det til mig. Jeg mødte ham bagefter, da han spillede i Vega i 1999. Han var blevet informeret om, hvem han skulle møde backstage, så han kom imod mig og sagde ‘Du må være Cæcilie Norby’. Jeg var så starstruck, at jeg nærmest ikke kan huske resten. Jeg sagde, at jeg havde nydt at høre ham spille ‘Life on Mars’, og han svarede: “Oh you’ve done it a lot more times than I have” med sin briti ske accent. Det var vildt. Senere lavede vi en Bowie-tributekoncert helt omarrangeret med DR Big Band og Underholdningsorkesteret, og han gav os personligt tilladelse til at spille numrene. Han har været en stor inspiration for mig. Det er en mand, der har gjort, lige hvad han havde lyst til, åbnet for alle kanaler og haft forskellige perioder.” AT: Du har bevæget dig rundt i adskillige former for jazz, pop, rock og funk – hvad lytter du selv til for tiden? CN: “Jeg er ret vild med mange forskellige slags stemmer, bare der er personlighed bag. For eksempel Esperanza Spalding, som har noget dragende, noget hemmeligt over sin stemme. En stor soul-gospelsanger som Kim Burrell er også All That...
helt fantastisk med sine jazzede fraseringer – hun stikker virkelig ud i sin genre. Der er også nogle sangere, jeg har opdaget senere og så har fået et flip med. Pludselig har jeg “opdaget” Elvis. Jeg er så gammel, at jeg kan huske hans sidste år i live, hvor jeg absolut ikke fattede, hvorfor folk ville høre, endsige se på ham. Dengang kunne man jo ikke bare gå tilbage og google, så da jeg pludselig så ham i hans unge år – hold kæft, hvor jeg godt forstod hypen! Jeg lytter også til Ravel, Debussy, Satie – alle impressionisterne. Jeg har lige lavet et virkelig spændende projekt i foråret, der hed La Belle Époque, hvor jeg har taget impressionisternes værker, sat tekster til om tiden og opført dem med symfoniorkester, hvor jeg imellem numrene fortalte om hele den periode i Paris. Den klassiske musik kom tidligt ind i Cæcilie Norbys liv med en far, der var komponist og en mor, der var operasanger. Hendes første store musikalske Cæcilie Norby Født den 9. september 1964. Datter af operasanger Solveig Lumholt og komponist Erik Norby. Dannede i 1982 rock-funk-bandet Street Beat. Fik sit gennembrud som sanger med jazzfusionsgruppen Frontline og pop- rockgruppen One Two, der hittede med sange som ‘Den bedste tid’ og ‘Midt i en drøm’. Har siden 1995 haft en international karriere som jazzsangerinde og har udgivet en række soloalbums, herunder fire på Blue Note Records: Cæcilie Norby (1995), My Corner of the Sky (1996), Queen of Bad Excuses (1999) og First Conversation (2002). De solgte hver især over 75.000 eksemplarer. Har blandt andet modtaget Ben Webster Prisen og IFPI’s Ærespris. Etablerede i 2022 sit eget selskab, Loud Lady Music, hvor hun har udgivet Earthenya (2022), SIXTY (2024) og i juni 2026 udgav jubilæumsalbummet My Blue Note Days (Selected Recordings 1995-2002), som hun er på Danmarksturné med indtil december 2026. Blue Note Records Stiftet i 1939 i New York City af jazzfan Alfred Lion og fotograf Francis Wolff, samt forfatter Max Margulis. Står bag pladeudgivelser med blandt andre Thelonious Monk, Miles Davis, John Coltrane og Norah Jones. Kendt for deres visuelle udtryk med Wolffs fotografier fra studiet og pladecovers lavet sammen med grafiker Reid Miles. Cæcilie Norby var den første skandinav til at blive signet på pladeselskabet. Ejet af Universal Music Group. forelskelse var dog den amerikanske jazz-, R&B- og soulsangerinde Nancy Wilson. “Jeg har Danmarks største pladesamling med hende – større end Danmarks Radio. Vi havde hendes plade A Touch of Today derhjemme, som jeg nuppede fra mine forældres ellers klassiske pladesamling, da jeg var fire-fem år. Jeg fandt ud af, at hun ikke sang så dramatisk som min mor. Hun var sexet, elegant og med et nordisk touch – ‘clean’, fortællende, kølig på den fede måde. Helt exceptionelt overlegen rent teknisk. Den lyd faldt jeg for. Når noget, man hører i den alder, fæstner sig, så slipper man det aldrig. Pla den var hendes take på datidens popmusik som Stevie Wonder og The Beatles. Jeg har egentlig aldrig tænkt over det før, men denne første sangerindeplade, jeg hørte i mit liv, havde lige præcis det koncept, som mine Blue Note-plader fik mange år efter,” siger hun. my blue note days norby SELECTED RECORDINGS 1995—2002 cæcilie Cæcilie Norby
For et århundrede siden ankom jazzmusikken til Paris. I dag lever jazzen videre fra historiske kælderklubber til elektrojazz på en nedlagt banegård. Alene Paris Jazz Club annoncerer 600 koncerter om måneden – og alligevel mener en af byens musikere, at Paris mangler mindst ti jazzklubber. Udefra ligner bygningen ved de gamle togskinner lidt en ‛no-go-zone’. Men den nedlagte banegård i det nordlige Paris er fyldt med mennesker, der, udstyret med øl og Club-Maté, har fundet plads på plastikstolene og langs de graffitidækkede vægge. Over deres hoveder svæver et skilt med ordren: “Musik først! Hvisk!” Og publikum adlyder. Blikke ne er fæstede på Alessandro Sgobbio, der, klædt i sort og med en ‛beanie’ trukket ned over panden, bevæger fingrene hen over flygelet, roder ved en ‛modular synthesizer’ og sammen med Christophe Marguets fintfølende trommespil fylder rummet med mørke, ‛ambient’, elektrificerede toner. Hver eneste aften på året spilles der her på La Gare Her lever jazzen stadig hele natten undergrundsjazz. Aftenens Sgobbio Electrifié bliver kort og kryptisk beskrevet på programmet som “Kraftfuld elektrojazz.” “Ofte aner folk ikke, hvad de skal høre. Men som regel er de bagefter meget begejstrede,” siger Christophe Marguet, der med et smil beskriver duoens musik som “krævende, men spiselig.” “Vi vil gerne skabe ny musik, som slipper fri af de strukturer, vi allerede kender. Selvfølgelig er vi alle præget af en masse inspirationer. Men det, vi spiller, afspejler først og fremmest os, det er musik fra 2026,” siger trommeslageren. I tre måneder har Alessandro Sgobbio været ‛artist in residence’ på La Gare, hvor han hver weekend har spillet og inviteret forskellige musikere på scenen. “Vi har haft trommer, oud, keyboard, klarinet, kora, vokal og elektroniske instrumenter. Publi kum er virkelig opmærksomt og engageret. De knytter sig til musikken og bliver hængende,” siger den italienske pianist, der bor i byen. “Paris har en helt særlig energi, måske kun sam menlignelig med New York. Det er steder, hvor der virkelig bliver skabt ny musik, og hvor alle inspirerer hinanden,” siger han. La Gare er bare et af stederne, der er med til at gøre Paris til en af Europas jazzhovedstader. På ekspe rimenterende undergrundssteder, traditionelle klubber og alt derimellem bliver der dagligt spillet livemusik. Og netværket Paris Jazz Club, der arbej der med over 130 spillesteder og festivaler i byen, annoncerer månedligt 600 koncerter. Over Atlanten Den levende jazzscene i den franske hovedstad bun der blandt andet i byens lange og rige historie med musikken. AF REBECCA ALLOUCHE ALESSANDRO SGOBBIO. FOTO: REBECCA ALLOUCHE
“Frankrig generelt – og Paris i særdeleshed – har fra jazzens begyndelse været et interna tionalt knudepunkt både for de amerikanske musikere og for de franske og europæiske. Ligeledes orienterede mange latinamerika nere sig mod det, der skete dér, snarere end mod New York, blandt andet fordi relationerne mellem USA og flere latinamerikanske lande var anspændte,” siger Ludovic Tournès, der er historieprofessor ved Universitetet i Genève og har forsket i jazzens modtagelse i Europa. Selv om jazz udviklede sig i USA, var det i Europa, at den for alvor blev anset som en kunstform, forklarer han. “Den franske tradition for at intellektualise re populærkultur gjorde, at jazz hurtigt blev anerkendt der som en særlig kunstnerisk udtryksform. Da jazzen begyndte at brede sig i 1920’erne, var Paris stadig Europas – og næsten verdens – kulturelle hovedstad. Alt, der skete der, fik enorm gennemslagskraft og spredte sig videre til andre europæiske hovedstæder,” siger han. Helt fysisk var Frankrig også et af de første ste der på kontinentet, hvor jazzmusikken kom i havn under Første Verdenskrig. En grå januardag i 1918 trådte et afroamerikansk regiment i land ledet af musikeren James Reese Europe. De både kæmpede i skyttegravene og spillede musik, og i sommermå nederne nåede de Paris. “Det siges at være dét, der såede frøet til jazzen her. I virkeligheden spillede de snarere ragtime end jazz. Men det var alligevel en vigtig begiven hed, for mange franskmænd havde aldrig set en sort person før, og musikken blev opfattet som noget helt nyt,” siger Laurent Cugny, der er musi ker og professor emeritus i jazzhistorie. Samme år ankom den afroamerikanske trommesla ger Louis Mitchell til Paris fra England. “Han spillede blandt andet på Casino de Paris, som var meget populært, og hans musik lå langt tættere på den jazz, der blev spillet i New Orleans på det tidspunkt. Efter min mening var det det afgørende øjeblik og egentlige udgangspunkt,” siger Laurent Cugny. Mitchell bosatte sig i Montmartre og åbnede re stauranter og spillesteder, som blev samlingspunk ter for afroamerikanere efter krigen. Området blev kendt som det sorte Montmartre og var Paris’ første epicenter for jazz. Hurtigt blev jazz et kæmpe modefænomen i Frankrig. Også den belgisk-franske romaguitarist Django Reinhardt brød igennem med jazz manou che og spillede en stor rolle i jazzens udbredelse i Frankrig – men det er en hel historie for sig. “Der blev dannet foreninger, arrangeret koncer ter, skabt radioprogrammer og bygget institu tioner op. Alt dette var med til at forankre jazz i Frankrig og blev sandsynligvis et forbillede for mange andre lande,” siger Ludovic Tournès. Den første jazzfestival, han har kunnet støve frem i arkiverne, var da også Jazzfestivalen i Nice, der blev afholdt i 1948 – altså seks år før Newport Jazz Festival i USA i 1954. Da en række amerikanske jazzmusikere efter Anden Verdenskrig søgte væk fra et USA præget af racediskrimination og igen vendte blikket mod Europa – heriblandt naturligvis København – var Paris atter et samlingspunkt. Jazzen var rykket til Saint-Germain- des-Prés, hvor den fandt et naturligt hjem blandt kunstnere og intellektuelle. En af dem, der knyttede sig til Paris, var Miles Davis. Han spillede i byen, lagde musik til Louis Malles franske dramathriller ‛Elevator til skafottet’ (1958) og indledte en myteomspunden affære med det franske ikon Juliette Gréco. “Mange musikere kom hertil, men få slog sig ned. De fleste tog videre igen. Miles Davis fortæller selv, at alt var godt i Paris: Der var dygtige musi kere og ikke den samme racisme som i USA. Men det var i New York, at jazzen virkelig var, og derfor endte han med at tage tilbage,” siger Laurent Cugny. Klubånd og laboratorium Med fremkomsten af freejazz og fusion bevæ gede den franske jazzscene sig i nye retninger. I 1980’erne var Frankrig præget af en stærk antiraci stisk bevægelse og et ideal om mangfoldighed, som også afspejlede sig i musikken. “Afrikanske musikeres tilstedeværelse i Paris ændrede jazzscenen markant, især inden for jazzrock snarere end freejazz eller improvisa tionsmusik. Afrikanske musiktraditioner blev integreret direkte i jazzen, og det var noget, der i højere grad fandt sted i Paris end andre steder,” siger Laurent Cugny og peger på jazzrockgruppen Jazz med mere...
Hun håber, at jazzmusikkens udvikling også kom mer til at omfatte repræsentationen på scenerne. “I Frankrig er jazz stadig forholdsvis hvid og mandsdomineret. Der er sket fremskridt, især når det gælder kvinders repræsentation, men ud viklingen går langsomt. Institutionerne arbejder allerede med det gennem støtteordninger, og de yngre generationer forventer større åbenhed og inklusion.” Fra jazz til techno Tilbage på La Gare har klokken passeret midnat. Personalet stabler de hvide havestole, mens gæ sterne bevæger sig ned ad trappen, hvor natten fortsætter med et ‛dj-set’ på technoklubben Le Gore på underetagen. For Alessandro Sgobbio er det afslutningen på hans residens i La Gare for denne gang. “Der er mange musikere i Paris, og man mær ker tydeligt, at man skal yde sit allerbedste hver eneste aften. Konkurrencen er hård, men også positiv. Udenlandske musikere kommer tit forbi klubben efter deres egne koncerter for at lytte og få en sidste drink,” siger han, inden en ung kon certgæst afbryder for at takke ham for koncerten. Hans makker er enig i, at man som musiker skal kæmpe for plads på scenen. “Efter min mening mangler byen mindst ti jazzklubber. Sammenlignet med 1990’erne og begyndelsen af 2000’erne er der færre nu. Men der findes stadig et publikum, som gerne vil høre musikken,” siger Christophe Marguet, der ople ver en ny interesse. “Der er igen en begejstring for livemusik. Man kan mærke, hvordan det berører publikum, når de ser musikken blive skabt foran dem,” siger han og tilføjer med et smil og sit glas i hånden: “Længe leve den levende musik!” Omkring det lille bord er der tyndet ud. Kun et par pailletklædte kvinder bestiller vodkashots i baren, mens gæsterne forsvinder ned til technoen eller ud i natten. La Gare ligner igen en forladt bygning. Sixun, der bestod af både etnisk franske mu sikere, afrikanske musikere og en musiker fra Caribien. Forskellige strømninger fra jazzens historie lever side om side på den parisiske scene i dag, fortæller Elsa Viguier, der er ‛booker’ på jazzklubben 38Riv i hjertet af Paris. “Jeg oplever, at det er en meget mangfoldig sce ne. Der er musikere, som værner om traditionen, og samtidig er der et stort miljø, der arbejder med mere eksperimenterende og nutidig jazz, inspireret af den europæiske scene,” siger hun. Gennem daglige koncerter og jams ønsker klub ben at dyrke den musikalske arv og give plads til nye lyde. “Kunstnerisk forsøger vi at repræsentere alle perioder og stilarter gennem jazzens historie de sidste godt hundrede år – alt fra swing og bebop til hardbop og blues,” siger Elsa Viguier. 38Riv programmerer hyldestkoncerter og koncer ter med jazzstandarder. I formatet ‛Three Nights With’ inviteres en kunstner til at spille i trio tre aftener i træk. “Vi vil gerne fastholde lidt af den gamle klubånd, hvor en musiker før i tiden kunne være ’in resi dence’ i en hel måned. Vi har også et mere nuti digt format med ‛carte blanche’-aftener, hvor fire kunstnere over fire måneder får frie hænder til at eksperimentere med egne projekter over flere koncerter. Tanken er, at klubben også skal funge re som et laboratorium for nye idéer, improvisati on og mere eksperimenterende eller samtidsori enterede musikformer,” siger Elsa Viguier. Det er ikke kun på spillestederne, at nyere former for jazz lever. Også festivalerne giver dem plads. Så sent som i maj i år blev den første udgave af Cøbalt afholdt i Paris – en festival dedikeret til hybrid- og elektrojazz. “Vi ser blandt andet påvirkninger fra pop og rap, men det ligger i jazzens natur hele tiden at udvikle sig og indgå i nye musikalske sam menhænge. Jazz har altid udviklet sig ved at optage elementer fra andre genrer. Netop evnen til at blande sig med andre udtryk er efter min mening et af jazzens vigtigste kendetegn,” siger Elsa Viguier
FEM SIDER AF JAZZ I PARIS Caveau de la Huchette I en kælder under en smal gade i Latinerkvarteret gemmer en af Paris’ ældste jazzklubber sig. Caveau de la Huchette åbnede i 1946 og var en del af det jazzmiljø, der voksede frem på Seinens venstre bred. I dag er de fleste af stederne lukkede. Et be søg på Caveau de la Huchette er først og fremmest en rejse tilbage i tiden. Her handler det mindre om at opdage den næste store nybrydende jazz og mere om at mærke historiens vingesus. På danse gulvet under de hvælvede kælderrum svinger pub likum sig stadig til swing og traditionel jazz, hvilket gør stedet til et af de få i Paris, hvor man ikke bare lytter til musikken, men også bevæger sig. 5 Rue de la Huchette, 75005 Paris Le Duc des Lombards – Le Baiser Salé – Sun set-Sunside I 1980’erne brød en ny bølge af jazz frem i Paris. På få år åbnede tre jazzklubber på gaden Rue des Lombards i byens midte: Le Duc des Lombards, Sunset-Sunside og Le Baiser Salé. ‛Jazzens gyld ne trekant’ anses i dag for at være centrum for genren i Paris, og anerkendte franske musikere har gjort karriere her. Le Baiser Salé er orienteret mod afrojazz, caribiske rytmer og ‛mixed music’. Sunset-Sunside har en todelt profil med aku stisk jazz ovenpå og elektrojazz og verdensmusik nedenunder. Le Duc des Lombards spænder fra bebop og blues til funk og fusion. ‛Le Duc’ får ofte besøg af store internationale navne og er kendt for at ligge i den mere eksklusive, for ikke at sige snobbede, ende med skjorteklædte tjenere og en tydelig New York-‛vibe’. Den har også en fæno menal akustik, intime rammer og højt musikalsk niveau. 42, 58 og 60 Rue des Lombards, 75001 Paris Le Monk – La Taverne de Cluny Paris blev i 1930’erne hjemsted for en ny europæisk jazzstil: jazz manouche eller ‛gypsy jazz’. Det var nemlig her, den banebrydende romaguitarist Djan go Reinhardt boede og spillede. Sammen med vio linisten Stéphane Grappelli dannede Django i 1934 Quintette du Hot Club de France, som var en af de første jazzgrupper kun med strengeinstrumenter. Jazz manouche er at finde mange steder i Paris, både på caféer, restauranter og jazzklubber, og genren har et stærkt miljø af dedikerede kunstnere, der stadig udvikler musikken. Et af stederne er Le Monk – La Taverne de Cluny i Saint-Michel-om rådet. På baren med pubinteriør og fodboldkam pe kørende i baggrunden spiller både de gamle etablerede og nye manouche-talenter hver torsdag og søndag mellem ketchup- og sennepflasker. Et uformelt sted at stifte bekendtskab med den franskfødte jazz. 51 Rue de la Harpe, 75005 Paris FOTO: ROMAIN THURET FOTO: REBECCA ALLOUCHE Jazz med mere...
La Gare/Le Gore Siden åbningen i 2017 har hybridklubben La Gare/ Le Gore været et af de steder, hvor Paris’ jazzscene for alvor bryder med traditionerne. Hver aften året rundt spilles der jazzkoncerter i den nedlagte ba negård fra klokken 22 til midnat, hvorefter ‛dj-sets’ fortsætter på technoklubben nedenunder til den tidlige morgen. Koncerterne har typisk et elek tronisk element og byder blandt andet på ‛kraut electro jazz’, ‛post jazz’, ‛eksperimentel jazzpop’ og ‛house bam jazz’. Derudover bliver der på program met, som man i øvrigt kun kan finde på stedets so ciale medier, ikke løftet sløret for yderligere detaljer om koncerterne, og publikum må oftest møde op og lade sig overraske. Der er gratis entré, og man opfordres til at give et bidrag i hatten. 1 Av. Corentin Cariou, 75019 Paris 38Riv 38Riv blev grundlagt i 2008 af den franske bassist Vincent Charbonnier og er de seneste år blevet et af de steder, hvor den nye parisiske jazzscene pulserer mest. Den lille klub ligger i en kælder fra 1200-tallet i Marais-kvarteret og har kun om kring 30 siddepladser og en lille bar. Programmet spænder bredt fra bebop, swing og bossa nova til soul, funk og moderne jazz. Efter koncerterne er der næsten hver aften ‛jam sessions’, hvor musikere mødes. Selvom klubben også tiltrækker internati onale navne, er 38Riv især et sted, hvor man kan opleve nye generationer af parisiske jazzmusikere. De er ofte hentet lige fra konservatorierne, har et højt teknisk niveau og lyst til at eksperimentere. Det er et intimt sted med en afslappet stemning, hvor jazz føles som noget levende og socialt. 38 Rue de Rivoli, 75004 Paris
Se hele programmet og læs mere på jazzklubdivino.dk Program for 2. halvår 2026 Husk at reservere bord til spisning kl. 18.00 Musikken starter kl. 20.00 Reservér et bord Til Live Jazz Divino by Night med 3-retters Jazzmenu inkl. en aperitif m/ appetitvækker 399,- kr. per person ekskl. entré. Så deltager du også i lodtrækningen om én jazzmenu (værdi 399,-) Tlf.: 4913 6377 cafedivino@cafedivino.dk Jazzklub Divino Torsdag den 01. oktober. Entré 299,- Ken Norris quartet Ken Norris vokal Magnus Hjorth piano Jakob L. Lauritsen bas Janus Templeton trommer Torsdag den 22. oktober. Entré 299,- Niels Ryde Special Edition Trio Niels Ryde bas Peter Petersen guitar Klaus Menzer trommer Torsdag den 05. november. Entré 299,- MOMENTO m/ Carsten Dahl & Toke Møldrup duo Carsten Dahl piano Toke Møldrup cello Mandag, Tirsdag, Onsdag, Torsdag og Fredag den 23. - 27. november. Entré 349,- 3-retters julejazz-menu 449,- Julejazz m. Cecilie Norby Quartet Cæcilie Norby vokal Magnus Hjorth piano Kristor Brødsgaard bas Snorre Kirk trommer Søndag den 16. august. Udendørs buffet 299,- Musik 100,- Big Jazz Day • Søren Lampe Quartet • Lyonne • Janus Templeton & Jan Harbæk • Søren Baun quartet Torsdag den 03. september. Entré 299,- Niklas Berdelebens trio feat. Emmalisa Allander Niklas Berdeleben trommer Emmalisa Allander vokal Jacob Christoffersen piano Simon Peterson bas Torsdag den 17. september. Entré 299,- Carsten Dahl & Benni Chaves duo Carsten Dahl piano Ben Chaves vokal Special event Special event V I G L Æ D E R O S T I L A T S E J E R H U S K A T R E S E R V E R E B O R D 16/08/26 Søndag Kl. 12-18
GAFFA har netop offentlig gjort sin Talent 50-liste med de unge artister og bands, som ifølge mediet har potentialet til at blive Danmarks næste store musiknavne. AF JOAKIM LYKKE OG RIKKE EGHOLM RAVN, FORENINGEN UNSCENE ARTIST Det er grundlæggende positivt, at et stort dansk musikmedie bruger tid og opmærksomhed på artister, der endnu ikke fylder festivalplakaterne, radiofladerne og hitlisterne. Alligevel studsede vi i foreningen Unscene Artist over ét af kriterierne for overhovedet at komme i be tragtning til Talent 50: Solokunstnere skal være under 30 år, og for bands skal medlemmernes gennemsnit salder være under 30. Og her opstår vores spørgsmål: hvorfor? For hvorfor er alder relevant, når vi leder efter talent og efter de artister, der kan være med til at forme fremtidens danske musikliv? Spørgsmålet rækker langt ud over GAFFAs Talent 50. Listen illustrerer en forestilling, som er blevet så indarbejdet i dele af musikbranchen, at vi næsten ikke længere bemærker den: At talent, udvikling, vækstlag og potentiale først og fremmest forbindes med ungdom og en bestemt fase af livet. Gennem vores arbejde med Foreningen UnScene Artist møder vi musikere og sangskrivere på meget forskellige steder i deres kunstneriske udvikling. Nogle har spillet i årtier, men er først nu begyndt at udgive deres egen musik. Andre begyn der sent, vender tilbage efter en pause eller finder først som 40-, 50- eller 60-årige det kunstneriske ståsted, de faktisk ønsker at stå på. Derfor er det problematisk, når “ung”, “ny”, “upcoming” og “talent” næsten bliver brugt som synonymer. En 22-årig kan være et nyt navn på den dan ske musikscene - det kan en 48-årig også. Ny er ikke en alder. Måske hænger ungdomsfokuset sammen med en forestilling om, at en kunstnerisk karriere følger en nogenlunde lineær udvikling: Man begynder ung, udvikler sig, etablerer sig og finder sin plads. Hvis gennembruddet ikke er kommet inden en bestemt alder, ligger det næsten implicit i fortæl lingen, at toget er kørt. Men kunst fungerer ikke nødvendigvis sådan. Vi accepterer uden videre, at en forfatter kan skrive sit vigtigste værk som 55-årig, eller at en skuespiller kan få sine mest interessante roller sent i livet. Vi betragter ligefrem erfaring og levet liv som noget, der kan tilføre kunsten dybde og perspektiv. Hvorfor synes alder så langt oftere at blive en begrænsende faktor, når det handler om musik? En sangskriver på 50 har oplevet noget andet end en sangskriver på 20. Det gør ikke automatisk musik ken bedre - men bestemt heller ikke mindre relevant. Der ligger samtidig en strukturel problemstilling i den måde, musikbranchen vurderer “momentum” på. En artist, der får adgang til talentprogrammer, showcases, medieomtale, festivaler og branche folk, vil naturligt kunne opbygge mere synlighed og fremdrift end en artist, der ikke får adgang til de samme platforme. Hvis den adgang allerede delvist afhænger af alder, risikerer vi bagefter at bruge det manglende momentum som argument for, at den anden artist ikke havde samme potentiale. Det bliver en selvforstærkende mekanisme: Vi giver nogle adgang til de platforme, der skaber mo mentum - og bruger derefter momentum som bevis på, hvem der fortjener yderligere adgang. Det betyder ikke, at ældre artister skal favoriseres. Det ville være lige så meningsløst som det modsatte. Hos UnScene arbejder vi netop ud fra ønsket om, at kvalitet, erfaring, nysgerrighed og kunstne risk relevans skal fylde mere end alder. Den 54-årige skal ikke have scenen, fordi ved kommende er 54. Men den 54-årige bør kunne stå ved siden af den 19-årige, når musikken vurderes. Hvis den 19-årige er den mest interessante ar tist, skal den 19-årige naturligvis have pladsen. Men hvis den 54-årige har skrevet den bedste sang eller leverer den stærkeste koncert, bør fød selsåret ikke være det, der på forhånd lukker døren. Hvornår blev talent et spørgsmål om alder? Klumme
Klumme Derfor kunne vi godt tænke os at udfordre den danske medie- og musikbranche - GAFFA inklusive - til et ganske enkelt eksperiment: Lav en Talent 50, hvor alder ikke indgår i krite rierne. Ikke “50 over 40”. Ikke “modne talenter”. Bare 50 artister. Lyt til musikken. Se koncerterne. Vurder sangskrivningen, håndværket, originaliteten, nærværet og det kunstneriske udtryk - og se først bagefter på fødselsdatoerne. Måske ville mange af GAFFAs nuværende 50 stadig være med. Det ville ikke undre os. Dan mark har masser af dygtige unge artister. Men måske ville der også stå en 37-årig, en 46-årig eller en 58-årig. Og måske er det netop pointen: Vi ønsker ikke en musikbranche, der favori serer ældre artister. Vi ønsker heller ikke en musikbranche, der favoriserer unge. Vi ønsker en musikbranche, der er nysgerrig nok til at lytte, før den sorterer. For talent har ikke en udløbsdato - og po tentiale er ikke forbeholdt de unge. Foreningen UnScene Artist UnScene er en dansk forening og et fællesskab for artister i det musikalske vækstlag. Foreningen arbejder for et bredere og mere inkluderende musikliv, hvor kvalitet, kunstnerisk relevans, erfaring og nysgerrighed vægtes højere end alder, streams og forestillingen om det hurtige gennembrud. UnScene arbejder med tre primære indsatsområder: Netværk, læring og eksponering. Gennem netværk, vidensdeling, koncerter, events og samarbejder med spillesteder og andre kulturaktører arbejder foreningen for at skabe nye muligheder og bedre adgang til musiklivet for artister på tværs af alder, genre og erfaring. Læs mere på UnSceneArtist.dk GLIMSTVIS. ARTIST HOS UNSCENE. PRESSEFOTO 10. - 17. oktober 2026 Jazzy Days Tversted DMA ÅRETS SCENE 2024 Cæcilie Norby Veronika Rud Nigel Price Organ Trio Sinne Eeg Group Amanda Ginsburg Quartet Peter Marott Quartet Jazz Ground Abekejser Richard Bona Quintet
Musikbranchen har en forkærlighed for det unge talent. Det næste store navn. Det nye håb. ‘Up coming’. Vækstlaget. Men hvad nu, hvis man først finder sit kunstneri ske ståsted senere i livet? Eller hvis ens udviklings kurve stadig er støt stigende efter de fyldte 30 år, som GAFFA for eksempel har valgt som grænsen for at være et talent? Så er man ikke nødvendigvis sent ude. Man er måske bare kommet frem på det rigtige tidspunkt. Der, hvor erfaringerne fra et levet liv giver både ind sigt og udsyn og har skabt nye rammer for kunstne risk udfoldelse, der nu kan pakkes ud med menne skeligt vid, poetisk bid og retningsbestemt flid. Her er to ‘six-packs’ med danske og udenland ske musikere, som alle har det til fælles, at deres solokarriere eller egentlige gennembrud kom efter de fyldte 30 år. Nogle havde allerede arbejdet i musikbranchen i årevis. Andre havde et helt andet arbejdsliv bag sig. Nogle skulle først finde deres egen stemme eller ligefrem et andet navn. Andre havde stemmen klar, længe før nogen gad lytte. Fælles for dem er, at fødselsåret ikke stod i vejen for musikken. 6 UDENLANDSKE ‘LATE BLOOMERS’ Leonard Cohen – 33 år Leonard Cohen var allerede en anerkendt for fatter og digter, da han i 1967 debuterede som musiker med Songs of Leonard Cohen. Han var 33 år og kom dermed ind i musikken fra en helt anden kunstnerisk verden end tidens unge ‘singer-songwriter’s’. Debuten rummede blandt andet ‘Suzanne’, ‘So Long, Marianne’ og ‘Sisters of Mercy’, og karrieren udviklede sig til et af det 20. århundredes mest markante sangskriverskaber. Cohen fortsatte med at udgive musik næsten helt frem til sin død i 2016. Catherine Russell – omtrent 50 år Catherine Russell havde i årevis været en af de stemmer, man kunne høre uden nødvendigvis at kende navnet. Hun arbejdede som backingvokalist for blandt andre David Bowie, Paul Simon og Steely Dan. Først i 2006 udgav hun sit første album i eget navn, Cat. Siden har hun etableret sig som en markant fortolker af jazz, blues og swing og fået en international karriere som frontfigur. Gregory Porter – 38 år Gregory Porter debuterede med Water i 2010, da han var 38 år. Han havde allerede arbejdet pro fessionelt med musik og teater, men det var som jazzsanger, han for alvor fandt sin platform. Water blev fulgt af Be Good og det store gennembrud Liquid Spirit i 2013. Siden er Porter blevet en af de mest populære moderne jazzsangere og har vundet to Grammy-priser for Best Jazz Vocal Album. Sharon Jones – 40 år Sharon Jones er næsten selve definitionen på en ‘late bloomer’. Hun havde sunget gospel og i forskel lige funkbands siden 1970’erne, men fik i årevis ikke hul igennem til pladebranchen. I 1996 blev hun som 40-årig frontfigur på sin første indspilning. Først i 2002 kom det egentlige albumgennembrud med Dap-Dippin’ with Sharon Jones and the Dap-Kings. Derefter fulgte international succes, turnéer og en Grammy-nominering – inden hun døde i 2016. Daniel Lanois – 38 år Da Daniel Lanois udgav Acadie i 1989, var han alle rede en af musikbranchens mest respekterede pro ducere. Han havde arbejdet med blandt andre U2, Peter Gabriel og Bob Dylan, men som solokunstner var han ny. Han var 38, da han debuterede med det atmosfæriske Acadie. Siden har han fortsat sit dobbeltliv som producer, komponist, guitarist og solokunstner – og vist, at manden bag mixerpulten også kunne være hovednavnet. LATE BLOOMERS AF MADS KORNUM TOLV MUSIKERE – OG TRE EKSTRAORDINÆRE BEVISER PÅ, AT TALENT IKKE HAR EN UDLØBSDATO
Late Bloomers Lady ‘Blackbird’ – omtrent 40 år Lady ‘Blackbird’ – alias Marley Munroe – havde sun get, skrevet og indspillet musik siden ungdommen, men gennembruddet lod vente på sig. Hun havde både arbejdet med andre artister og haft plade kontrakt uden at få det album, hun drømte om, ud. Først i 2020, omkring 40 år gammel, fandt hun med navnet Lady ‘Blackbird’ og en stærk fortolkning af Nina Simones ‘Blackbird’ det udtryk, der skulle åbne døren. Året efter kom Black Acid Soul, og pludselig stod den tidligere næsten ukendte sangerinde på internationale scener. I dag er Lady ‘Blackbird’ et etableret navn inden for moderne jazz, soul og blues 6 DANSKE ‘LATE BLOOMERS’ Thulla Wamberg – 35 år Thulla Wamberg havde sunget og arbejdet med musik, før hun som 35-årig fik sin pladekontrakt. Debuten kom i 1999 med det selvbetitlede album Thulla. Hendes agent forsøgte ligefrem at gøre hende fem år yngre, fordi en debut som 35-årig blev betragtet som uhip. Det lykkedes ikke at få det store gennembrud dengang, men historien står til bage som et næsten absurd præcist billede på, hvor stærkt aldersfikseringen kan virke i musikbranchen, og hele tiden har gjort det! Thulla udgiver stadig musik og står i øvrigt bag en af danmarkshistoriens mest tidløse protestsange – ‘Make Music Not War’ – indspillet i 2003 til Amnesty International som en varmblodig duet med Povl Dissing. Bjarke Falgren – 31 år – og endnu senere som solist Bjarke Falgren var allerede en etableret og efter spurgt violinist, da han for alvor blev kendt af et større publikum. Sammen med Nikolaj Busk udgav han Duet i 2010, men det første regulære solo album i eget navn, Origin, kom først i 2021. Da var Falgren over 40. Siden har han fortsat med at ud forske sit eget musikalske univers som komponist, violinist, solokunstner og ‘eventmager’. Jes Holtsø – 53 år De fleste danskere kendte Jes Holtsø længe før, han blev musiker. Som barn blev han landskendt GREGORY PORTER. FOTO: JEPPE GONDOLF
som Børge i ‘Olsen-banden’, men det var først mange